15. maj 2009
Utraditionelt samarbejde bag modernisering for op mod 20
mio. kr. Målet er store særudstillinger
Holstebro Kunstmuseum skal moderniseres og udvides med en helt
ny fløj på knap 1200 kvadratmeter i to plan.
Museet løftede mandag sløret for detaljerne i projektet. Og
museumsdirektør Folke Kjems kan næsten ikke vente på første
spadestik.
- Projektet sikrer, at Holstebro Kunstmuseum i fremtiden får
kapacitet og faciliteter til at byde ind på de største og mest
spændende udstillinger i provinsen, fremhæver
museumsdirektøren.
Det er Færchfonden, der financierer byggeriet til op mod 20 mio.
kr.
- Med udbygningen af kunstmuseet styrker vi Holstebros ry som
kulturby yderligere til gavn for både kommunens borgere og byens
mange gæster, konstaterer Arne Lægaard, borgmester i Holstebro
Kommune.
Udvidelsen bliver helt i stil med arkitekt Hanne Kjærholms
udbygning af museet fra 1981. Den stadig aktive 79-årige tidligere
professor i bygningskunst er også central i udformningen af den nye
tilbygning, som hun har tegnet i samarbejde med Søren Andersen
Arkitekter A/S.
- Det nye byggeri er karakteriseret af afvekslende
udstillingssale, spændende rumlige forløb og en høj grad af
fleksibilitet. En af de største kvaliteter ved Hanne Kjærholms
arkitektoniske udtryk er, at det på én gang er monumentalt og
intimt, siger Folke Kjems.
Byggeriet er disponeret omkring en åben gård med flere
adgangsveje. Der bliver blandt andet en stor, højloftet
udstillingssal og en række andre udstillingsrum samt opholdsrum for
publikum. Adgangen til museet gøres handicap-venlig, og som en del
af moderniseringen forbedres belysningen markant. Også
sikkerhedssystemerne opgraderes, så museet kan huse de mest
kostbare kunstværker. Alt sammen med bøgeskoven lige uden for.
- Projektet gør museet i stand til at opfylde publikums
forventninger om at kunne opleve store, betydelige særudstillinger
samtidig med, at også vore egne samlinger er tilgængelige. Sigtet
er at være blandt provinsens bedste kunstmuseer målt på
udstillingsvirksomhed, understreger Folke Kjems.
For Færchfonden med familien Færch som omdrejningspunkt var det
nærliggende at involvere sig i museumsudvidelsen.
- Holstebro har betydet meget for familien og virksomheden.
Derfor bidrager vi gerne til at styrke byen. Desuden var villaen,
der indgår i museet, familiens bolig og administration for
tobaksfabrikken i mange år. Derfor føler vi en naturlig ærbødighed
for stedet, siger Rasmus Færch, medlem af Færchfondens
bestyrelse.
Byggeriet udbydes nu i licitation. Det første spadestik
forventes 14. august 2009.
For yderligere oplysninger kontakt
venligst:
Folke Kjems, museumsdirektør, tlf. 97 42 45 18.
Arne Lægaard, borgmester, Holstebro Kommune, mobil 20 16 63
92.
Rasmus Færch, direktør, medlem af Færchfondens bestyrelse, mobil
21 76 45 53.
Niels Chr. Andersen, arkitekt, Søren Andersen Arkitekter A/S,
mobil 40 62 77 42.
Yderligere information på presse.holstebrokunstmuseum.dk
Medsendt til fri, redaktionel
afbenyttelse:
Diverse illustrationer af byggeriet.
Fakta om Færch og Holstebro
Kunstmuseum:
* Tobaksfabrikant Søren Færch opførte i 1906 med Andreas
Clemmensen som arkitekt den villa opføre, der indgår i Holstebro
Kunstmuseum. Familien Færch boede i villaen indtil 1944. I 1948-49
blev den administrationsbygning for tobaksfabrikken.
* I 1966 købte Holstebro Kommune villaen med henblik på at huse
det kunstmuseum, der var taget initiativ til i 1965. I maj 1967
åbnede Holstebro Kunstmuseum.
* I 1981 tog kunstmuseet første etape af et nyt museumskompleks
i brug. Færchs villa er i dag hovedindgang for Holstebro
Kunstmuseum og Holstebro Museum i det store museumskompleks, der er
tegnet af arkitekt Hanne Kjærholm.
Færchfonden er en erhvervsdrivende fond. Ifølge fundatsen skal
fonden blandt andet uddele penge til videnskabelige, kulturelle,
sociale, fritids og almennyttige formål.
Fakta om Hanne Kjærholm:
Født den 24. maj 1930 i Hjørring. 1953 gift med møbelarkitekt
Poul Kjærholm.
Har på flere måder været med til at nedbryde barrierer for
kvindelige arkitekter. Som en af få kvinder har hun haft egen
tegnestue og virket som udøvende arkitekt. Hendes produktion er
lille, men bemærkelsesværdig. Meget bevidst har hun valgt et
moderne formsprog med udgangspunkt i traditionen, og hun har tegnet
alle detaljer selv. I 1976 vandt hun konkurrencen om udbygningen af
Holstebro Kunstmuseum. Projektet blev tegnet på små skitser i
Spanien og bagefter sat sammen til store tegninger. Dagslyset er
stærkt medvirkende til at skabe raffinerede rum, som understreges
af materialernes stoflighed. I museet er funktionelle behov smukt
og enkelt omsat til virkningsfuld arkitektur. Enkelheden er også
afspejlet meget poetisk i et sommerhusbyggeri på Læsø, 1985-87, der
er gennemsyret af et afklaret livssyn, såvel som i de senere
projekter: forslag til et kunstmuseum i Sønderho på Fanø 1988,
anden etape af museumskomplekset i Holstebro 1991, Filosofgangen i
Odense 1993-94 samt ombygning af Kunstindustrimuseet 1992-95. Blev
i 1989 den første kvindelige professor i bygningskunst. I den
egenskab har hun betonet arbejdsmetoden og ansvarligheden og ikke
vægtet en bestemt filosofi. Hun har tilstræbt en ligelig
kønsfordeling blandt lærerne og kæmpet for, at kvindelige
arkitekter skulle bruges mere. Hun har deltaget i flere
internationale kongresser for kvindelige arkitekter, bl.a. i
Iran.